facebook-logo-lrg

Hvad er Lindy Hop?

Lindy Hop er en swingdans, der opstod i slutningen af 1920′erne og var meget udbredt i 1930′erne og 1940′erne i Europa og USA. Lindy Hop udviklede sig fra den dengang meget populære dans charleston, og derfor indeholder Lindy Hop også en hel del elementer fra netop charleston.

Lindy Hop er tempofyldt og danses til swing- og jazzmusik. Men dansens trin og figurer kan også sagtens bruges, når du bevæger dig uden for swingdans-miljøet, fx til popmusik. Det er nok den dansestilart, der er bedst egnet til f.eks. moderne dans i al almindelighed.

Dansen er en ført dans, hvor der gerne må improviseres og leges til musikken. Formålet er at kunne danse socialt i det offentlige rum. Derfor har man ikke en fast dansepartner til f.eks. undervisning, men vi danser i stedet med hinanden på kryds og tværs. Ved at danse med mange forskellige bliver du nemlig en god danser, og bliver rustet til at danse socialt med en masse forskellige dansere.

Hvorfor hedder det Lindy Hop?
Dansen fik navnet “Lindy Hop” i 1927 ved en maratondans i Savoy Ballroom i New York, hvor en sort danser ved navn George ”Shorty” Snowden blev spurgt, hvad det var for nogle forrygende vilde trin han lavede.

George "Shorty" Snowden svarede ”Lindy Hop”, han havde nemlig lige læst avisoverskriften ”Lindy Hops The Atlantic”, som handlede om piloten Charles Lindbergh, der – som den første nogensinde - havde fløjet solo nonstop over Atlanterhavet. Lindy var kælenavnet for Lindbergh.

Den originale form for Jitterbug
Jive og Jitterbug minder meget om Lindy Hop, og generelt betegnes Lindy Hop som den originale form for Jitterbug, fordi Lindy Hop senere udvikler sig videre til fx Jitterbug, Jive, Boogie woogie og Westcoast swing.

Navnet Jitterbug opstod, fordi man dengang ofte kaldte en Lindy Hop-danser for en “jitterbug” (jitter = ryste, bug=insekt). Derfor fik pressen i USA den opfattelse, at dansen hed Jitterbug. Jitterbug og Lindy Hop er i dag adskilte og ret forskellige danse, idet Jitterbug oftest danses til rock'n roll musik. Men ligesom i Jitterbug kan du i Lindy Hop opleve, at damen bliver kastet og løftet - også kaldet aeriels.

Dansen genopstod med neo-swing
Lindy Hop udviklede sig efter Anden Verdenskrig mod Jitterbug i takt med udbredelsen af Rock'n roll musikken, og der skulle gå næsten 40 år, inden dansen fik sin renæssance i forbindelse med, at neo-swing musikken opstod. Neo-swing var en ny form for swingmusik, hvor bands, der spillede punk og rock, begyndte at tilsætte swing til deres lyd.

Samtidig med den nye neo-swing fik Lindy Hop en kraftig tilbagekomst på verdensplan. Flere af de gamle sorte dansere blev fundet frem og ”støvet af” til stor glæde og inspiration for yngre dansere. Det mest kendte navn i lindy-miljøet er den meget hyldede Frankie Manning (1914 – 2009).
Den 4. juli 2012 blev Frankie Manning hyldet i Herräng i Sverige (i Herräng afvikles gennem godt 30 år årligt verdens største swing dansefestival), idet en vej blev omdøbt til "Frankie Manning väg".

Lindy Hop er den mest udbredte swing dans
I dag er Lindy Hop den mest udbredte swingdans på verdensplan. Men Lindy Hop er blot en af mange swingdanse fra perioden 1920′erne til 1940′erne. Andre swingdanse er fx Balboa og Shag, der begge danses til meget hurtig swingmusik. Balboa og Shag kan du også opleve på det sociale dansegulv, fx i København.

Swing dans i Danmark
I København har swingdanseforeningen Swingshoes, og senere også HepCat, gjort et meget stort arbejde gennem en årrække for at udbrede kendskabet til dansene, og succes'en for udbredelsen i Danmark må i allerhøjeste grad tilskrives dem. De arrangerer begge hvert år en række workshops og swingdansefestivaller på højt internationalt niveau. Happy Feet Studio i København tilbyder også holdundervisning og workshops, samt socialdans.

I Århus arrangerer swingdanseforeningen Århus Lindyhoppers undervisning og social dans.
I Kolding er der lejlighedsvis undervisning gennem Swing the Shoes Kolding
I Ålborg arrangerer Lindy Hop Aalborg undervisning og social dans 
I Køge arrangerer Swingshoes Køge undervisning og social dans
På Bornholm arrangerer Swingdans Bornholm undervisning og social dans

Retro billeder